Sådan vedligeholder du en fjernstyret bil

Sådan vedligeholder du en fjernstyret bil

Sådan vedligeholder du din fjernstyrede bil

En fjernstyret bil skal bruges. Den skal ud på grus, jord, græs og asfalt og den må gerne komme hjem med tegn på, at den har haft en god tur.

Men jord, græs, fugt og vibrationer sætter sig også i bilen. Derfor kan lidt vedligeholdelse efter kørslen gøre en stor forskel for både køreegenskaberne og levetiden på de enkelte dele.

Det behøver heldigvis ikke være kompliceret. Frakobl batteriet, fjern det værste skidt, tør bilen, og kig efter noget, der er løst eller ikke lyder rigtigt.

I denne guide gennemgår vi, hvordan du rengør og vedligeholder din fjernstyrede bil, hvad du skal holde øje med, og hvordan du passer godt på batteriet.

Hurtig tjekliste efter hver køretur

  • Frakobl batteriet fra bilen.
  • Fjern jord, græs og småsten fra undervognen og hjulene.
  • Tør bilen grundigt, hvis den har kørt i vand, mudder eller vådt græs.
  • Tjek hjul, hjulmøtrikker og synlige skruer.
  • Lyt efter nye klik-, knase- eller skraldelyde.
  • Lad et varmt batteri køle af, før det sættes til opladning.

Hvorfor skal en fjernstyret bil vedligeholdes?

En fjernstyret bil består af mange bevægelige dele. Hjul, lejer, drivaksler, differentialer, tandhjul, styretøj og affjedring arbejder hele tiden, mens bilen kører.

Samtidig bliver bilen udsat for vibrationer, støv, småsten, græs og nogle gange vand og mudder. Det betyder blandt andet, at en skrue kan arbejde sig løs, græs kan vikle sig omkring en aksel, og fugt kan blive siddende omkring lejer og andre metaldele.

Det er ikke nødvendigvis tegn på, at der er noget galt med bilen. Det er en naturlig del af at have en fjernstyret bil, der bliver brugt.

Hos Morfars har vi fokus på biler, der kan repareres og vedligeholdes. Derfor har vi også reservedele til de biler, vi sælger, så en slidt eller ødelagt del ikke behøver at betyde, at hele bilen skal skiftes ud.

Find reservedele til fjernstyrede biler

Beskidt fjernstyret bil efter kørsel på grus, jord og græs.

1. Start med at få skidt og græs væk

Efter en almindelig tur er det første, du bør gøre, at frakoble batteriet fra bilen.

Derefter kan du begynde med den simple rengøring. Har bilen bare kørt på tørt grus, asfalt eller græs, er der ofte ingen grund til at gøre den drivvåd. En gammel pensel eller en blød børste er rigtig god til at få jord, støv og græs væk fra undervognen og omkring hjulophænget.

Trykluft kan også være effektivt til løst skidt, men pas på øjnene, når du blæser småsten og snavs væk.

Kig især omkring hjulakslerne. Lange græsstrå, hår og lignende kan sno sig omkring akslerne og skabe ekstra modstand. Det kan få motor og drivlinje til at arbejde hårdere end nødvendigt.

Se videoen: Sådan rengør du din fjernstyrede bil

Vil du se rengøringen i praksis, viser vi i videoen, hvordan du får fjernet skidt og græs fra bilen efter kørslen.

Vil du se rengøringen i praksis, kan du se vores video med rengøring her.

Fjernstyret bil dækket af rengøringsskum under grundig rengøring.

2. Har bilen været våd eller mudret?

Her er det vigtigt først at vide, hvilken bil du har.

At en bil har vandbeskyttet elektronik betyder ikke nødvendigvis, at hele bilen kan behandles, som om den var vandtæt. Graden af vandbeskyttelse varierer fra model til model, så kontrollér altid specifikationerne og vejledningen til netop din bil.

Hvis bilen er beregnet til kørsel under våde forhold, kan en mere grundig rengøring være nødvendig. Brug en børste og eventuelt et mildt rengøringsmiddel til at løsne mudderet. Hvis bilen må skylles med vand, så brug lavt vandtryk.

Undgå en højtryksrenser.

Højt vandtryk kan presse vand og snavs ind steder, hvor du absolut ikke ønsker det – eksempelvis omkring transmission, differentialer, lejer og elektronik.

Når bilen er ren, skal den tørres grundigt. Brug en klud, en pensel og eventuelt trykluft til at få vand væk fra kroge og samlinger. Lad derefter bilen stå et tørt sted, indtil den er helt tør.

Det vigtige er ikke bare, at karrosseriet ser tørt ud. Det er især fugten omkring skruer, lejer, aksler og andre metaldele, du gerne vil af med.

Skruer og bevægelige dele efterspændes på en fjernstyret bil.

3. Tjek hjulene, inden bilen stilles væk

Hjulene er et godt sted at bruge 30 sekunder ekstra. Tag fat i hvert hjul og mærk efter, om noget føles usædvanligt løst. Kig samtidig efter græs omkring akslerne, skader på dækkene og hjulmøtrikker, der har arbejdet sig løse.

Vibrationer under kørslen kan over tid få skruer og møtrikker til at løsne sig. Det betyder ikke, at du skal spænde samtlige skruer på bilen så hårdt som muligt efter hver tur. Tværtimod.

Tjek, om noget er løst, og spænd det korrekt. Hvis du overspænder små skruer i plastdele, kan du ende med at ødelægge gevindet.

Et godt sæt skruetrækkere og topnøgler i de rigtige størrelser gør arbejdet lettere og mindsker risikoen for at beskadige skruerne.

Se værktøj til fjernstyrede biler

4. Kig på styretøj og affjedring

Når du allerede har bilen fremme, så bevæg hjulene fra side til side, og tryk let bilen ned i affjedringen.

Styretøjet skal bevæge sig frit, og hjulene skal reagere normalt på senderen. Hvis bilen pludselig styrer mærkeligt, servoen siger unormale lyde, eller der er meget mere slør end tidligere, er det værd at undersøge årsagen, før du fortsætter med at køre.

Det samme gælder støddæmperne. Har din bil oliefyldte støddæmpere, kan de med tiden få brug for service eller ny olie. Vælg dog ikke bare en tilfældig olie. Den rigtige viskositet afhænger blandt andet af bilen, støddæmperen og den opsætning, du ønsker.

5. Hold øje med drivlinjen

Du behøver ikke skille differentialerne ad efter hver køretur. Men lær, hvordan bilen normalt lyder.

Hvis bilen pludselig begynder at knase, skralde eller klikke under acceleration, eller hvis et eller flere hjul ikke trækker som normalt, bør du stoppe og undersøge bilen.

Det kan være noget så simpelt som græs omkring en aksel eller en løs skrue. Men det kan også være et slidt leje, et beskadiget tandhjul eller noget i differentialet.

Fortsætter du med at køre med et beskadiget tandhjul, kan en lille reparation i nogle tilfælde udvikle sig til flere beskadigede dele. Hvis transmission eller differentialer alligevel bliver skilt ad i forbindelse med service eller reparation, er det samtidig et godt tidspunkt at kontrollere tandhjulene for slid.

Følg altid vejledningen til netop din model, når drivlinjen skal serviceres. Ikke alle tandhjul og mekaniske dele skal smøres på samme måde.

Batteriet frakobles en fjernstyret bil efter kørslen.

6. Batteriet er også en del af vedligeholdelsen

Et af de vigtigste punkter sker faktisk, efter bilen er stoppet: Frakobl batteriet fra bilen.

Batteriet bør kun være tilsluttet bilen, når den bruges. Lad også batteriet køle af, hvis det er varmt efter kørslen, før det sættes til opladning.

Batterier må heller ikke opbevares helt afladede. Bruger du LiPo- eller Li-ion-batterier, er det vigtigt at følge vejledningen til netop batteriet og opladeren. Har din oplader en storagefunktion, kan den bruges til at bringe kompatible batterier til en passende spænding til længere tids opbevaring.

Ved opladning skal batteriet altid være under opsyn. Et batteri må heller ikke blive siddende i laderen, når opladningen er færdig.

Læs vigtige information om brug, opladning og opbevaring af batterier

Har du brug for en oplader med storage-mode?

Charger C22 tilsluttes direkte til en almindelig stikkontakt og har storage-mode. Den kan bruges med kompatible LiPo-, Li-ion- og LiHV-batteripakker med 2-3 celler.

Se Charger C22 med storage-mode

Bruger du Traxxas-batterier med iD-stik, er EZ-Peak PLUS den nemme løsning. Opladeren genkender kompatible Traxxas iD-batterier og har storagefunktion til LiPo-batterier.

Se Traxxas EZ-Peak PLUS

Er du i tvivl om batteritype, stik eller oplader, så lad være med at gætte. Der findes mange forskellige kombinationer af spænding, batterikemi og stik.

Se batterier til fjernstyrede biler

7. Opbevar bilen ren og tør

Når bilen er rengjort og kontrolleret, skal den ikke pakkes fugtig væk i en kasse eller pose.

Find et tørt sted til bilen, hvor den kan stå uden direkte sollys og kraftige temperaturudsving. Har bilen været meget våd, så giv den ekstra tid til at tørre.

Det gælder især efter ture i mudder, vand eller vådt græs, hvor fugten kan gemme sig omkring lejer, skruer og inde i mindre samlinger, selvom bilen ser tør ud på overfladen.

Hvor tit skal en fjernstyret bil vedligeholdes?

Det afhænger helt af, hvordan du bruger den. En bil, der har kørt 15 minutter på tør asfalt, kræver ikke samme omgang som en monstertruck, der lige har brugt en time på vådt græs og mudder.

Derfor giver det sjældent mening at sige, at bilen skal have service hver femte køretur. Brug i stedet bilen og forholdene som pejlemærke:

  • Efter hver tur: Fjern det værste skidt, frakobl batteriet, og se efter noget åbenlyst løst eller beskadiget.
  • Efter hård eller våd kørsel: Rengør og tør bilen grundigere.
  • Med jævne mellemrum: Kontrollér hjul, lejer, styretøj, affjedring og drivlinje lidt mere grundigt.

Det tager ikke ret lang tid, når du først får det gjort til en vane.

Vil du hellere have os til at reparere den?

Det er også helt fair. Nogle elsker at skille deres fjernstyrede bil ad på arbejdsbordet. Andre vil bare gerne ud at køre igen.

Hvis du har fundet en fejl, men ikke selv har lyst til at gå i gang med reparationen, kan vores værksted hjælpe. Opret en retursag, vælg Reparation, og beskriv problemet så præcist som muligt.

Opret en retursag til reparation

Ren fjernstyret bil står på et bord efter rengøring og vedligeholdelse.

Lidt vedligeholdelse giver mere tid bag senderen

Du behøver ikke have et professionelt værksted derhjemme for at passe godt på din bil.

En pensel, lidt tid efter kørslen og en vane med at reagere, når noget føles eller lyder forkert, kommer du rigtig langt med.

Fjern skidtet. Hold bilen tør. Tjek, om noget har arbejdet sig løst. Pas på batteriet. Og reparér de små ting, inden de bliver til store ting.

Så bruger du mindre tid på problemer – og mere tid på at komme ud og køre.